EQT køber Dako
EQT V (“EQT”) meddeler, at fonden har indgået en aftale om at overtage Dako Danmark A/S (“Dako” eller “Dako Gruppen”), en af verdens førende virksomheder inden for kræftdiagnostik med hovedkvarter i Glostrup, for 7.250 millioner kroner inklusiv nettorentebærende gæld. Dako’s nuværende aktionærer inkluderer efterkommere af selskabets stifter Niels Harboe (61%), Novo Nordisk A/S (27%) og andre (12%).
Dako, der blev grundlagt af den danske læge Niels Harboe i 1966, har mere end 40 års erfaring inden for udvikling og produktion af reagenser og antistoffer, der er en vigtig del af kræftdiagnosticering. I dag beskæftiger Dako ca. 1.300 medarbejdere, omsætter for næsten 1.700 millioner kroner, og er repræsenteret og meget anerkendt i patologi¬laboratorier over hele verden.
Antallet af mennesker, der lider af kræft, stiger konstant. For at kunne sikre patienterne den bedst mulige behandling er det vigtigt at kunne stille en præcis diagnose på et tidligt stadie. Dako’s produkter hjælper læger verden over med at stille mere præcise diagnoser for kræftpatienter på basis af pålidelige testresultater.
EQT har skabt betydelig vækst- og værdi i de 43 selskaber, som der er investeret i igennem de seneste 12 år. EQT har til hensigt at støtte Dako i dets målsætning om at forbedre kræftdiagnostik samt bistå med at skabe en højere grad af produktivitet og bedre arbejdsgange i hospitaler og forskningslaboratorier.
Ole Andersen, Senior Partner hos EQT Partners, sagde: “Vi er begejstrede over at være nye ejere af Dako. Dako har et stærkt ledelsesteam, og har gennem betydelige investeringer i forskning og udvikling siden det blev grundlagt af Niels Harboe, opnået en førende position på et voksende marked. Selskabet passer utrolig godt til EQT’s strategi om at investere i selskaber af høj kvalitet med betydeligt vækst og udviklingspotentiale. Vi ser frem til et tæt samarbejde med Dako’s ledelse og engagerede medarbejdere for at realisere Dako’s fulde potentiale”.
Patrik Dahlén, administrerende direktør for Dako Gruppen, kom med følgende udtalelse: ”Dako har et stort potentiale for at fortsætte dets positive udvikling. Med EQT som ny ejer, og deres ambitionsniveau, er betingelserne optimale for at fortsætte udviklingen med stærk og rentabel vækst”.
Sonnich Fryland, formand for Dako’s bestyrelse, kommenterede: “Dako Gruppen har siden begyndelsen i 1966 været en familiekontrolleret virksomhed. Efter mange succesfulde år er Harboe-familien sammen med de resterende aktionærer kommet til den konklusion, at Dako har en højere strategisk værdi for en ny ejer. Det har været aktionærernes ønske at finde en køber, som kan videreudvikle Dako. Vi er overbeviste om, at EQT er den rette ejer for Dako og dets medarbejdere”. Transaktionen er betinget af godkendelse fra de relevante konkurrencemyndigheder samt generalforsamlingsgodkendelse i Dako A/S.
Goldman Sachs International har fungeret som finansiel rådgiver og Accura som juridisk rådgiver for EQT.
Kontakt:
Ole Andersen, Senior Partner,
+45 33 12 12 36, oa@eqt.dk
Johan Hähnel, Communications & PR,
+46 706 056 334, johan.hahnel@eqt.se